Skatte fra forkammeret

Ud fra et kommunikations synpunkt er udstillingen en opvisning i, hvordan man kan tilrettelægge et forløb, så gæstens tankegang intuitivt følges – eller også er det udstillingen, der umærkeligt styrer gæstens tanker!

Lad mig beskrive, hvordan udstillingen virker: Først kommer man ind i det rum, hvor man løser billet og får et helt uundværligt headset udleveret og fortsætter med en glimrende fortæller i ørene. Den mørke højloftede indgangssals bagerste væg er dækket af et gigantisk luftfoto af Kongernes Dal. Man får med det samme fornemmelsen af sand mellem tæerne  – og tænderne. Tør ørken, med spændende hemmeligheder, og kig ned til de grave, som har tiltrukket så mange arkæologer og turister.
Midt i lokalet står en montre med en plexiglasgengivelse af de tunneller og gange, der ledte arkæologen Howard Carter ind til de bagerste uberørte kamre. Man kan ikke lade være med at  imponeres over bedriften som han udførte, systematisk at gennemtrawle Kongernes Dal for til sidst, på det mest uandsynlige sted, tæt på Ramses 3.s grav at finde indgangen til den unge Faraos grav.
Hvem var dog denne mand, tænker man – ogs så falder øjnene på den væg, der leder videre ind i udstillingene. Den fortæller om Howard Carter i korte træk, viser nogle highlight fotos, så man inden man går ind i udstillingen lissom har fået en optakt til historien, fortalt i de originale sort hvide fotos fra tyverne.

historisk biograf

Ved væggen med Howard Carter står man så i kø et stykke tid for i hold at blive ledt ind til det første rum. I ventetiden når man at tænke, hvem var dog denne konge denne Tut Ankh Amon, hvilken tid levede han i, hvorfor var han så betydningsfuld? Hvorefter man så ledes ind i en form for biograf, hvor man netop får svarene på spørgsmålene, fortalt som en ren TV-udsendelse med stillbilleder, musik og spændende beretning.
Klogere på den tid, den unge konge overtog styret i – og døde formentlig af eftervirksningerne fra et fald – ledes man ind i det næste rum, idt man uvilkårligt tænker: Nu ved jeg, hvem Tut AA var. men hvorfor var Howard Carter så så interesseret i Tut? Hvad drev denne mand til i fem år at grave i hver sæson, når turisterne ikke var i Kongernes dal? og  hvad drev hans ven og finansier Lord Carnavon til at kaste tusinvis af pund ind i en så langvarig eftersøning?
Også det kommer der svar på i det følgende rum, som mere i levende billeder genfortæller historien om Carter, fra han var lille dreng over tiden som lidt udstødt selvlært arkæolog, til fundet den mindeværdige martsdag.

Den ydre af tre guldsarkofager på vej op af den inderste stensarkofag

Mæt af oplysninger om Carter og baggrund tænker man: Hvad mon han tænkte, da han kiggede ind ad hullet til skattene. Vi ved, at han blev spurgt “Can you se anything?”, og svarede “Yes, wonderful things”.

Publikum ledes ind i en sal, hvor de rum, Carter kiggede ind i, er rekonstrueret i mindste detalje. Alt står, som Carter fandt det. Alt er gengivet i 1;1 , og alt alt alt skinner af guld.

En stemme i headsettet gennemgår hvad vi ser, mens projektører elegant fremhæver det, der nævnes af fortælleren. “Carter så en lille tronstol, en guldseng, en stridsvogn, krukker til fødevarer, bærestole, våben,……ja der er simpelten ikke det stykke udstyr, Tut AA ikke havde fået med. Og vore øjne ledes over mod en gengivelse af den store sarkofag, der løftes ud af en af de ydre sarkofager.
TutAAs grav er som en russisk dukke, den ene æske inden i den anden. I de næste rum er “æskerne” stillet op i rækkefølge, så man fornemmer det gigantiske arbejde det må have været at bygge først den største ydre æske, så de næste to og til slut bære en stor stensarkofag ind, og i den lægge yderligere tre sarkofaer inden i hinanden.
Den inderste rummer TAAs mumie med den berømte maske.

æske i æske i æske i æske med 10-12 cm mellemrum.

Man fornemmer måske her på billedet, som viser et kig ind i den yderste “æske”, hvor trang pladsen har været, og hvor umuligt det har været for gravrøvere at bryde ind,  for der var simpelthen ikke plads til bevægelse – til efterkommernes held! På billedet kan man se omridsene på gulvet af hvordan de enkelte æsker og aller inderst kisterne stod.

Som sagt, ud fra et kommunikationssynspunkt er udstillingen fremragende. Man føres intuitivt gennem oplevelsen så tæt på i Carters fodspor som muligt. Og man må gerne fotografere! Netop fordi det ikke er de rigtige genstande. Hvilket plus for en museumsgæst!!

tæt på mumien med guldmasken

Gengivelserne er så livagtige, at det ikke gør noget, man ved, det ikke er de rigtige genstande. De ligger i Ægypten og andre steder i verden. Men her er de samlet på een gang. Det hele er der, oplevelsen er intakt. Identifikationen med Carter er følbar.

Tag til Hamborg inden den 28. august, eller følg videre med udstillingen til Køln og Madrid. Det er turen værd.

Og man kan få en forsmag på stemningen blot ved at se på hjemmesiden. Også god kommmunikation!

Spørgsmål, der er typiske, når man bevæger sig rundt i et land, eller når man forbereder en rejse eller et besøg.
Mange millioner bliver brugt på at trykke oversigtskort, som hurtigt bliver forældede eller mangelfulde.
Flere onlinekorttjenester, hvoraf Google Maps nok er det mest kendte, tilbyder i stedet at skabe et kort med de fornødne oplysninger på internettet.
Brugeren kan både at se kort og selv oprette kort med særlige foretrukne steder.
Kulturarvsstyrelsen har brugt en del kroner på at lave et spændende kort med fortællinger af kendte og ukendte mennesker på websteedet www.1001fortællinger.dk. Flere af de kendte har været ude med video, andre har blot plottet deres fortællinger ind. Alle kan deltage. Se nogle af de spændende fortællinger her:

Også First Link arbejder med mapping, ligesom vi arbejder med at lægge videofortællinger på nettet, så ansigter bliver levende.

Hvis man ikke har småbørn, går man også forbi hylderne med bleer og babymad.

Mens man tager kørekort, opdager man skolevogne alle vegne, men et stykke tid efter, lægger man ikke mærke til dem.

Med andre ord, dét man fokuserer sin opmærksomhed på, har en tendens til at blive meget mere synlig i ens synsfelt, end før man fokuserede, selv om det har været til stede på præcis samme måde hele tiden.

Sådan har jeg det lidt med Tyskland. Jeg har ikke nødvendigvis været dybt optaget af vores nærmeste nabo mod syd, men efter at det er gået op for mig, hvilken effekt, bygningen af forbindelsen vil få på ikke alene hele områdets , men også helt ned på min egen lille hverdag, ser jeg Tyskland alle vegne.
Og hvor er der masser af spændende stof!

Jeg besluttede for nogle uger siden at læse mig meget mere ind på især kulturforskellene, og aldrig så snart havde jeg besluttet det, før der ind ad døren kom en bog om Tyskland, et essay af Per Øhrgaard, der skriver om Tyskland som Europas hjerte.  Jeg er nu godt i gang med den, og vil senere vende tilbage til nogle af de mest tankevækkende passager, jeg fæstner mig ved.
Foreløbig vil jeg bare anbefale den, og hvis man har lyst, kan man læse en herboende tyskers anmeldelse af  bogen i Information, nemlig Marc-Christoph Wagner.
Han fremhæver en af de mere centrale passager i bogen:

»Med globaliseringen af medieverdenen fra 1970’erne og frem er danskerne efterhånden holdt op med at lære tysk og ved derfor i almindelighed mindre om det land, vi er mest afhængige af, end for en eller to generationer siden. Informationerne er i stadig flere tilfælde andenhånds og kvaliteten af den danske stillingtagen til ikke blot særlige tyske, men generelle europæiske forhold og processer derfor også dalende.«

Marc-Christoph Wagner fortsætter: Øhrgaards bog er alene af denne grund en berigelse. Tyskland. Europas hjerte er en personlig vandring igennem den tyske efterkrigs- historie op til i dag, ja, nok mere end det.

Læs resten af anmeldelsen her - og læs så hele essayet selv :-)

Henrik Kragelund og Finn Sørensen , First Link

 For at styrke gamle kontakter og opsøge nye har First Link netop været nogle dage i Berlin. Vi tog derned med tog for at udnytte arbejdstiden  undervejs.

Vi er tæt på 20 års jubilæet for murens fald, og overalt var der forberedelser til jubilæet. Flere steder er man i færd med at bygge podier og tilskuerpladser, så det var ind imellem ret besværligt at komme rundt. Vi skulle bl.a. til et møde i det østlige Østberlin og valgte at gå dertil via Brandenburger Tor, men den var omtrent så afspærret, man kunne tænke sig. Over alt i byen var der forskellige aktiviteter, der kulminerer i begyndelsen af november, hvor selve årsdagen for murens fald markeres den 9. november.

Tiden er moden til genoptagelse
Mange af de samtaler, vi havde med kontakter i Berlin tog udgangspunkt i de ændringer murens fald førte til. Flere af vore kilder nævnte, at selv om der er tale om en større samhørighed, er der på samme tid tale om, at de gamle østberlinere stadig føler sig som sådanne, og tilsvarende for vestberlinere. Det er ligesom gået tilbage til tidligere tiders opdeling, som en af vore kilder udtrykte det.

Ordet genforening, som måske nok forbindes mest med genforeningen mellem øst og vest, gik igen i nogle af de andre møder, vi holdt. Nemlig “genforeningen” mellem Danmark og Tyskland. At der nu kommer en forbindelse – som  i bedste fald står klar i 2018 – betyder på sin vis også en genforening mellem de to lande. Siden 2. Verdenskrig har der været en vis afstand, som har betydet, at danskerne for eksempel har orienteret sig relativt meget meget mod andre lande end Tyskland, selv om vi historisk set har mange århundreders tradition for tæt kontakt og handel med vores nærmeste nabo.

- Nu er tiden imidlertid moden til, at kontakten genoplives. Nye generationer, der er fri af historien, udgør flertallet, og hindringerne synes mindre nu end nogen sinde, sagde flere af dem, vi talte med undervejs.

Henrik Kragelund registrerer omkring Brandenburger Tor