Archive for the ‘Opførelsen’ Category

Såååå høj bliver broen

torsdag, april 15th, 2010

så høj bliver broen-webOmkring 60 mennesker deltog i dag i en guidet bustur rundt i området Maribo/Holeby/Rødbyhavn, arrangeret af Lolland Kommune.
Next stop Lolland.

Et stop på turen var Rødbyhavn, hvor vi stod ud af busserne og besteg diget, hen over hvilket broen – hvis det bliver en bro – til sin tid vil blive bygget.
Mens vi stod der, forklarede borgmester Stig Vestergård på glimrende instruktiv vis, hvor høj broen bliver. Den kommer over 40 meter op i luften, sagde han:
- Jeg plejer at sige det sådan, at hvis du tager toppen af pylonerne på Farøbroen (højbroen…), skal du forestille dig, at FemernBroen kommer til at flugte lige oppe over, sagde han og formede meget sigende pylonhøjden over sit hoved.

Glimrende billede. Størrelsesforholdet gav pludselig mening for mig.
Tænk lige over det, næste gang du kører over Grønsund….
Prøv for eksempel at forestille dig det på dette billede:
farø 1024x768 Såååå høj bliver broen

Vinter-tur i Femernland

mandag, februar 1st, 2010

Sådan forbereder du dig til Femernbyggeriet

tirsdag, januar 26th, 2010

1. Vær tidligt ude, men bevar tålmodigheden.
2. Gør dig synlig, så du er present, når der skal vælges leverandører.
3. Plej dit netværk, så du gennem dit netværk kan få forbindelse til dem, der til sin tid skal vælge leverandører og underentreprenører.

Det var tre af hovedbudskaberne til de mange fremmødte, der i går sad på rad og række i Femern a/s’ forpost-bygning på Rødbyhavns havnefront.

Ajs Dam fra bygherren Femern A/S viste uhyggeligt store skitser for det kommende byggeri for en fuld sal i Rødbyhavn

Ajs Dam fra bygherren Femern A/S viste uhyggeligt store skitser for det kommende byggeri for en fuld sal i Rødbyhavn

Her holdt bygherren i samarbejde med Erhvervsråd Lolland Falster et totalt overtegnet arrangement, hvor kommunikationschef for bygherren Ajs Dam forklarede og viste den ene voldsomt store tegning efter den anden, der skitserede hvordan man kan forestille sig, at anlægget, der skal til for at bygge enten bro eller tunnel , kan se ud.

Læs om dette i de rapporter, der er udkommet.

I spørgetiden blev der rejst det meget centrale spørgsmål:
Hvordan kan lokale virksomheder forberede sig bedst til forbindelsens komme?

Ajs Dam fremhævede følgende:

Hav tålmodighed – det sker ikke liiiige her og nu. Der går mindst to år, før der kan lovgives om anlægget, så derfor går der tidligst 1 til 1½ år, før det fysiske arbejde med forbindelsen påbegyndes i større stil. Lige nu er vi i gang med en projekteringslov, som skal vedtages, før anlægsloven kan formes og vedtages.

Brug tiden fornuftigt imens til at gøre dig synlig og bygge netværk. Erfaringer fra tidligere byggerier viser, at hvis man havde gjort sig synlig, så man lå på den rigtige entreprenørs bord, gav det pote.

Dem, der havde fortalt, at de var der, fik opgaven!
De, som udbyder opgaver, kender markedsprisen og går ikke ud og henter 20 tilbud, før beslutningen om leverandør tages.
Opgaven går til den, der er synlig og i erindring.

Det gælder derfor også om at få og at fastholde de personlige relationer.

Endelig gælder det om at bruge ventetiden til at skærpe sig på uddannelsesniveauet. Det er ikke til nogen skade at forbedre sine engelsk og tyskkundskaber, da arbejdssproget vil være engelsk, og da man kan forvente, at mindst 4-6 nationaliteter vil være på arbejdspladsen.

Og det vil øge chancerne for at få en opgave væsntligt, hvis man har arbejdedet før med noget af det, der er relevant.

Så der er såmænd masser at lave, selv om beslutningen om forbindelsen først tages om tidligst et år!

Blir det en bro, en tunnel eller begge dele?

mandag, oktober 12th, 2009

Selv om vi i daglig tale nemt kommer til at sige Femern Bælt broen, er der faktisk ikke endnu taget stilling til, om der bliver tale om en bro, en tunnel eller om en kombination.
De tekniske undersøgelser, som kan afklare dette temmelig centrale spørgsmål, er ikke tilendebragt.

Nyhedsbrevet fra bygherren Femern A/S fortæller forleden, at to tekniske rådgivergrupper siden foråret hver især har arbejdet med et såkaldt ”conceptual design” for hhv. en bro og en tunnel over Femern Bælt:

For eksempel undersøger den brotekniske rådgiver forskellige spændvidder på både en skråstagsbro og en hængebro, mens den tunneltekniske rådgiver bl.a. undersøger mulige alternativer for udformning af tunnelens tværsnit, skriver Femern A/S

Både bro- og tunnelprojekteringen indgår i de omfattende undersøgelser, der skal vurdere, hvilke virkninger projektet har på miljøet.

Femern A/S har igangsat denne ligeværdige undersøgelse af en bro og en tunnel for at kunne træffe det mest kvalificerede valg af den endelige tekniske løsning både under hensyn til økonomi, miljø og sejladssikkerhed, skriver nyhedsbrevet.

Flere end 300 beskæftiget allerede

mandag, oktober 12th, 2009

Skønt der er flere år til, at bygningen af den faste forbindelse skal i gang, skabes der allerede mange arbejdspladser på grund af projekteringen og alle de andre aktiviteter, der udspringer af forbindelsen.

Nyhedsbrevet fra Femern A/S, som er bygherre, fortæller i dag, at der foreløbig er 300 mennesker beskæftiget fuldtids med forbindelsen.

Femern A/S har indgået omkring 70 kontrakter med henblik på forundersøgelser og projektering, og ved indgangen til oktober i år beskæftiger Femern A/S 60 medarbejdere med ledelse samt styring og planlægning af projektet. Hertil kommer yderligere ca. 250 medarbejdere hos konsulenter og entreprenører, der på fuld tid udfører arbejde for Femern A/S.

Femern A/S fortæller, at det er miljøundersøgelserne, der tæller flest beskæftigede mere end 100 mand, mens design og projektering af bro og tunnel beskæftiger ca. 75 ansatte hos rådgivende ingeniører. De geotekniske boringer og undersøgelser beskæftiger ca. 50 ansatte hos entreprenør og rådgivere.

Endelig, skriver Femern A/S, er en række forskellige specialister tilknyttet, bl.a. i forbindelse med sejladsundersøgelser og planlægning af beredskabsmæssige forhold både i anlægs- og i driftsfasen.