Presse
Pressemeddelelse ved stiftelsen af First Link september 2009
Kendte journalister bag nyt kommunikationsbureau
First Link Kommunikation har fokus på Sydsjælland, Lolland-Falster og den kommende Femern Bælt Region
Kommunikation bliver en vigtig del af den kommende faste forbindelse over Femern Bælt. Derfor har tre journalister og kommunikationsrådgivere med en stærk lokal og regional forankring etableret kommunikationsbureauet First Link.
Tv-journalisten Henrik Kragelund, Næstved, web-journalisten Abelone Glahn, Maglebrænde på Falster og erhvervsjournalisten Finn Sørensen, Nykøbing F. slår kræfter og kompetencer sammen for at kunne løse også de store kommunikationsopgaver omkring det gigantiske trafikprojekt og i den kommende Femern Bælt-region.
”Behovet for kommunikation i både Tyskland og Danmark og ikke mindst hen over Femern Bælt vil vokse de kommende år, og såvel private som offentlige virksomheder og institutioner står overfor en betydelig informations-opgave. Vi vil gerne være med til at løse den opgave. Det kræver volumen, og det er baggrunden for etableringen af First Link”, siger Finn Sørensen.
Lokalt samarbejde
First Link er et eksempel på virksomhedsetablering i kølvandet af Femern Bælt-forbindelsen.
”Vi har lyttet til anbefalingerne om, at lokale og regionale virksomheder, der vil have en bid af kagen i Femern Bælt-projektet, må indgå i joint-ventures eller andre former for samarbejde for at få tilstrækkelig styrke til at kunne matche udefra kommende virksomheder”, siger Henrik Kragelund.
First Link samarbejder med en række andre virksomheder med kompetencer bl.a. indenfor markedsføring, reklame og webudvikling.
”Det er vigtigt at kunne sammensætte det rigtige team med de nødvendige kompetencer til løsning af en specifik kommunikationsopgave. Der findes i regionen dygtige folk, som sammen er i stand til både volumen- og kvalitetsmæssigt at måle sig med de bedste i markedet”, siger Henrik Kragelund.
Internationalt sigte
First Link får adresse på Råhavegård i Holeby på Lolland side om side med en række andre videns- og udviklingsvirksomheder med fokus på den kommende faste forbindelse over Femern Bælt.
”På Råhavegård er opbygget et meget spændende miljø, og vi er glade for, at det er lykkedes at kunne etablere os her”, siger Abelone Glahn.
First Link lægger stor vægt på betydningen af såvel inden- som udenlandske kontakter, når bureauet skal rådgive virksomheder og organisationer om kommunikation.
”Vi har et tæt net i Danmark og en række vigtige kontakter i Tyskland. Vi arbejder på til stadighed at styrke vores netværk på begge sider af Østersøen, så vi har et solidt fundament til at servicere hele Femern Bælt regionen med løsning af kommunikationsopgaver”, siger Abelone Glahn.
Klik på billederne for at få dem i stort format.
Billederne kan bruges frit.
Det vil være venligt at kreditere fotografen: Ingrid Hovgaard Riis.


