Posts Tagged ‘Lolland Kommune’

Hyperlokale nyheder fra Lolland på nyt nyhedssite

torsdag, april 15th, 2010

Lokalia

Lokalia

Lokalia.dk er titlen på den nye hjemmeside, som netop er åbnet og som vil forsøge at lave, hvad der kaldes hyperlokale nyheder, nyheder der er nede på så lokalt plan, at historier ikke nødvendigvis altid vil finde vej til de lidt større aviser, men alligevel have særlig interesse for de omkringboende.

Søndagsavisen står bag, og har allieret sig med lokale kræfter, for at dækningen bliver så hypernær som muligt.

Lokalia.dk har åbnet seks forskellige testredaktioner, heriblandt Lolland kommune, som nu dækkes af- tjah dig og mig – af de lokale borgere, foreninger mv., der har lyst til at bidrage, og af de skribenter, der er tilknyttet sitet.  For Lollands vedkommende er det blandt andet folkene bag Krydspunkt Reklame, der bidrager til nyhedsdækningen. med tiden håber folkene bag, at der kommer flere borgere til, som vil bidrage. Der vil være en eller anden form for afregning af dem, der bidrager, relateret til reklameindtægterne, som forventes at komme på sitet.

Ideen er ikke helt ny med målretningen af lokal-lokale nyheder. Folketidende arbejder med netop lokale annoncer på lokalsiderne også på nettet, og andre aviser arbejder med at man kan taste sit postnummer ind og derefter få nyheder sammensat af et udtræk af nyhedstrømmen for det pågældende område. For eksempel dinby.dk hvor jeg her har søgt på Maribo.
Det er selvfølgelig nemmere at dække lokalt, når man bor i et tæt befolket område, der også er relativt tæt dækket mediemæssigt, så det nye er her, at det er nogle udkantsområder, der ikke nødvendigvis har så stor dækning i forvejen, som nu bliver testet af, også med borgerjournalistik.

Man kan nærmest gå ned på gadeplan og taste sin adresse ind for at se nyheder i nærheden. Zoomer man ud på kortet, får man så nyheder fra en lidt større radius.
Spændende koncept. Held og lykke med det hyperlokale i Danmark.

Lokalpolitikerne tror på opsvinget

tirsdag, oktober 27th, 2009

Lollands borgmester agter at opfriske sine tyskkundskaber, og kommunen oplever en markant stigning i interessen fra virksomheder i resten af landet. Og så er der en politisk ambition om at markere Lolland som et videnscenter for klima og miljø.

Det var nogle af de ting, der kom frem, da da P4 Sjællands kommunalvalgsprogram “Politik tak” i formiddags havde besøg af Lolland-politikerne borgmester Stig Vestergaard (Soc. Dem.), Torben Hansen (SF) og Marie Louise Friderichsen (Konservative). Det var bemærkelsesværdigt, at alle tre politikere fik en hel anden energi i stemmen, da debatten blev drejet ind på den kommende Femern Bælt forbindelse. Her havde de optimismen til fælles.

Stor interesse for Lolland
Stig Vestergaard kunne bl.a. fortælle, at de tyske medlemmer af Femern Bælt Komiteen er i gang med at lære dansk, hvilket ansporer ham til at kvittere med ditto tyskkursus. Byrådspolitikerne fortalte, at kommunen pt. ikke har flere erhvervsgrunde i Rødby-området, og at de derfor håber at få tilladelse til at udstykke mere erhvervsareal.

Marie Louise Friderichsen kunne i sin egenskab af formand for Lolland-Falster Erhvervsråd fortælle, at erhvervsrådet oplever stor interesse fra tyske virksomheder og virksomheder fra det øvrige Danmark. Torben Hansen var en kende nervøs for, om aktiviteterne forsvinder fra Lolland, lige så snart byggeriet er overstået, men de var dog alle enige om, at Lolland har en masse kvaliteter, som skal profileres i den kommende tid. Desuden talte de varmt for etableringen af en hurtigforbindelse (færge) mellem Lolland og Langeland.