Posts Tagged ‘opførelse’

Blir det en bro, en tunnel eller begge dele?

mandag, oktober 12th, 2009

Selv om vi i daglig tale nemt kommer til at sige Femern Bælt broen, er der faktisk ikke endnu taget stilling til, om der bliver tale om en bro, en tunnel eller om en kombination.
De tekniske undersøgelser, som kan afklare dette temmelig centrale spørgsmål, er ikke tilendebragt.

Nyhedsbrevet fra bygherren Femern A/S fortæller forleden, at to tekniske rådgivergrupper siden foråret hver især har arbejdet med et såkaldt ”conceptual design” for hhv. en bro og en tunnel over Femern Bælt:

For eksempel undersøger den brotekniske rådgiver forskellige spændvidder på både en skråstagsbro og en hængebro, mens den tunneltekniske rådgiver bl.a. undersøger mulige alternativer for udformning af tunnelens tværsnit, skriver Femern A/S

Både bro- og tunnelprojekteringen indgår i de omfattende undersøgelser, der skal vurdere, hvilke virkninger projektet har på miljøet.

Femern A/S har igangsat denne ligeværdige undersøgelse af en bro og en tunnel for at kunne træffe det mest kvalificerede valg af den endelige tekniske løsning både under hensyn til økonomi, miljø og sejladssikkerhed, skriver nyhedsbrevet.

Flere end 300 beskæftiget allerede

mandag, oktober 12th, 2009

Skønt der er flere år til, at bygningen af den faste forbindelse skal i gang, skabes der allerede mange arbejdspladser på grund af projekteringen og alle de andre aktiviteter, der udspringer af forbindelsen.

Nyhedsbrevet fra Femern A/S, som er bygherre, fortæller i dag, at der foreløbig er 300 mennesker beskæftiget fuldtids med forbindelsen.

Femern A/S har indgået omkring 70 kontrakter med henblik på forundersøgelser og projektering, og ved indgangen til oktober i år beskæftiger Femern A/S 60 medarbejdere med ledelse samt styring og planlægning af projektet. Hertil kommer yderligere ca. 250 medarbejdere hos konsulenter og entreprenører, der på fuld tid udfører arbejde for Femern A/S.

Femern A/S fortæller, at det er miljøundersøgelserne, der tæller flest beskæftigede mere end 100 mand, mens design og projektering af bro og tunnel beskæftiger ca. 75 ansatte hos rådgivende ingeniører. De geotekniske boringer og undersøgelser beskæftiger ca. 50 ansatte hos entreprenør og rådgivere.

Endelig, skriver Femern A/S, er en række forskellige specialister tilknyttet, bl.a. i forbindelse med sejladsundersøgelser og planlægning af beredskabsmæssige forhold både i anlægs- og i driftsfasen.